– en redegørelse for hvorledes vi forsømmer et vigtigt område af kulturen og et forslag til at forbedre situationen Udarbejdet af en arbejdsgruppe under Håndværks- og Industripuljen April 2001

Behov for ekstraordinær indsats

Det danske museumsvæsen er stort og på de fleste områder velfungerende. Alligevel er der reel fare for, at vigtige dele af kulturarven fra de sidste 150 år er ved at gå tabt, så en ekstraordinær indsats er stærkt påkrævet. Det arbejde, museerne og andre institutioner gør for at bevare, studere og formidle kulturarven fra det industrisamfund, der langsomt er under afvikling, står ikke mål med opgavens størrelse. Vigtige bygninger, maskiner, genstande og viden forsvinder mellem fingrene på os, samtidig med at vore museer med de nuværende vilkår ikke er i stand til at fremhæve betydningen af den moderniserings- og industrialiseringsproces, Danmark har gennemløbet de sidste 150 år. I forhold til de fleste af de lande, vi normalt sammenligner os med, sover vi tornerosesøvn på området.

Samfundsændringer og selvforståelse

I løbet af 1900-tallet kulminerede en lang historisk udvikling i den samfundsform, vi med rette kalder »industrisamfundet«. Undervejs forsvandt 1800-tallets bondesamfund. Der blev indført en lang række nye teknologier. Arbejds- og produktionsprocesser blev systematiseret, rationaliseret og specialiseret. Store dele af befolkningen flyttede fra land til by. Infrastrukturen gennemgik en udbygning, som var lige omfattende, hvad enten vi taler om transport af mennesker, varer eller informationer. Offentlige sektorer som forvaltning, uddannelse, forskning og sundhed voksede og fik nye, centrale roller. I vekselvirkning med disse ændringer udviklede borgerne nye måder at bo, at tænke og at leve på.

Når samfund og livsvilkår ændrer sig så radikalt, er det vigtigt, at den kollektive forståelse af, hvem vi er, og hvilken historie vi har, følger med. De forestillinger, vi i dag har om os selv og om det land, vi bor i, er tæt forbundet med, hvordan vi opfatter vores fortid. Vi ved, hvem vi er, fordi vi ved, hvordan vi blev formet.

Historieformidling og national identitet

Hvis de historiske referencerammer ikke opdateres og fornyes, når samfundet ændrer sig, opstår der en disharmoni mellem den ydre virkelighed og de indre selvbilleder. For eksempel er det påfaldende, at selvom Danmark er et teknisk avanceret og særdeles dynamisk samfund, der klarer sig fint i en verden med højteknologisk konkurrence, så hentes de fleste forestillinger om »hvem vi er« fra en fortid præget af stabilitet, af en overskuelig hverdag i det lokale samfund, af tæt omgang med naturen, af social fordragelighed opnået ved mådehold og politisk konsensus.

Den identitet, vi er fælles om, er kun delvist blevet opdateret i løbet af de sidste 100 år, og på mange områder holder vi stadig billeder op foran os selv, som har deres rod i bondesamfundets værdier. Det smitter af på forestillinger om, hvordan vi indretter vores liv, hvilke omgivelser vi ønsker at bo i, hvilke karrieremuligheder vi ser, hvilke udfordringer vi tror, vi er gode til at klare.

På det individuelle niveau har de fleste af os for længst lært at finde en rolle i forhold til industrisamfundet. Men på det fælles nationale niveau kniber det med at skabe nye fortællinger og referencer. Det fører i perioder til noget, der ligner kollektivt ubehag ved at leve med de udfordringer, som et moderne samfund stiller. I værste fald fører det til, at store grupper mister realitetssansen og vender ryggen til udviklingen nationalt så vel som internationalt.

I andre lande fejres industrikulturen

Mange europæiske lande har identificeret dette problem og har valgt at imødegå det ved store initiativer, der har til formål at fortælle om, hvorledes samfundet ændrede sig efter at industrialiseringen brød igennem. Det betyder for eksempel, at der bevidst peges på de kvaliteter, der ligger i vellykket industriarkitektur. Industriel arkæologi står højt på dagsordenen, og arbejdet med at indsamle, bevare samt synlig gøre industrikulturen koordineres og støttes.

I de fleste af disse lande har man lagt vægt på museer og industrimindesmærker som steder, der er velegnede til at fortælle om den udvikling, som det er så vigtigt, at borgerne kan forholde sig til. Man har forstået, at de nye fortællinger om samfundets og livsformernes forandring skal være autentiske og troværdige, og at de skal fremstilles i en form, der er umiddelbart tilgængelig for et bredt publikum. Den teknologioptimisme og moderniseringsproces, der førte til det samfund, vi nu lever i, formidles derfor i omfattende udstillinger. Der peges på vekselvirkningen mellem den internationale udvikling og den nationale indsats, samtidig med at særlige nationale træk undersøges og fremhæves.

Nogle eksempler

I Storbritannien har målrettet brug af midler fra The National Lottery (tips- og lottomidler) været med til at revitalisere mange teknisk-videnskabelige museer og gøre dem til vigtige aktører inden for industrimindebevaring, forskning, formidling og samfundsdebat. Med meget store museumsinitiativer som The Ironbridge Gorge Museum i Shropshire og det 150 ha store frilandsmuseum nær Durham sørges der for, at de sidste 250 års historie fastholdes og formidles levende og flot.

I Spanien er især i Catalonien interessant. Her har man satset stærkt på industrimuseet i Terassa som et kraftcentrum for indsamling, bevaring og formidling af minder fra Cataloniens tidlige og storslåede industrialisering. Museet fungerer både som en institution, hvor den regionale identitet kan udvikles og fejres, og som et sted hvor der fortælles om teknologiske forandringer og udfordringer i det Catalonien, der er vokset frem efter at Spanien blev demokratisk.

I Sverige og Norge har man bygget nye tekniske museer eller udbygget de eksisterende. Desuden har man i begge lande i de sidste 10-15 år styrket forskningen i teknologihistorie og industrihistorie, blandt andet med oprettelsen af nye universitetsinstitutter og lærestole.

Også i Tyskland har man bygget nye tekniske museer og udvidet de eksisterende. Desuden har man arbejdet meget visionært med at bevare storslåede og kraftfulde minder fra den kul- og jernindustri, som tidligere spillede en central rolle for økonomi, arbejde og livsmuligheder.

Frankrigs store tekniske centralmuseum i Paris (Conservatoire National des Arts et Métiers) er netop genåbnet efter en lang og gennemgribende renovering. Det samme gælder det tekniske museum i Wien. Også her skyldes den ekstra indsats, at man finder det vigtigt at få moderne fortællinger om historie, teknik, samfund og industrialisering ud til så mange som muligt.

I Danmark er det anderledes. Oldtid og middelalder og vor fortid som blomstrende agrarsamfund kan man rundt om i landet opleve på mange museer. Men for den, der vil opleve maskiner, værksteder, produkter, samlebånd, bygninger og fabriksmiljøer, eller vil vide noget om centrale produktions- og arbejdsprocesser, eller om betydningsfulde personer fra Danmarks industrialisering, er der ikke samme muligheder.

Industrikulturen og de danske museer

Når problemet er vigtigt, hvorfor løser de danske museer så ikke bare opgaven med at bevare og formidle industrialiseringens kulturarv? Vi har et stort, fintmasket museumsvæsen. En ny museumslov, som vil forstærke museernes indsats er på vej. Hvad skulle afholde de kulturhistoriske museer fra at tage fat på arbejdet?

I vid udstrækning gør de faktisk noget. Ganske vist har de kulturhistoriske museer som de også for nylig er blevet kritiseret for ved deres tidligere indsamling og udstilling af bondeting været medvirkende til at reducere Danmarks fortid og udvikling til historier om et selvbevidst agrarsamfund, så danskerne har gået rundt og prøvet at forstå det moderne samfund med hovederne fulde af vadmel og manglebrætter. Men ændringer er undervejs og har været det en rum tid. Blandt museerne er der en voksende forståelse for betydningen af at arbejde med nyere tid, og i de sidste år er der gennemført en række undersøgelser rettet mod industrikulturen og dens livsformer. Det skyldes blandt andet, at området for fem år siden gennem Statens Museumsnævn fik en mindre ekstrabevilling, så indsatsen kunne forstærkes.

Der er tale om undersøgelser, som indsamler en bred vifte af materialer: genstande, fotos, dagbøger, interview. Projekterne har været rettet mod emner som boligformer, arbejdsliv, motorvejsbyggeri, byudvikling, særlige industrigrene (plast, information, varmeforsyning, tørveindustri, fiskeindustri, marinemotorer). Desuden er der gennemført en række dokumentationer af specifikke virksomheder, f.eks. Orlogsværftet, Fyns Glasværk, B&W, Krudtværket i Frederiksværk, NKTs Trådværk i Middelfart, Proms Kemiske Fabrik, Dronningborg Maskinfabrik og Daells Varehus. Nogle af disse undersøgelser har resulteret i artikler, udstillinger eller bøger, men mange har desværre kun produceret materiale til museernes magasiner og arkiver. I de arbejdsplaner for perioden 19992002, som de statsanerkendte museer har indsendt til Statens Museumsnævn, er der tydeligt en voksende interesse hos de lokale kulturhistoriske museer og de kulturhistoriske specialmuseer for at starte flere projekter af denne art.

Den nuværende indsats slår ikke til

Lokalmuseernes voksende interesse for at undersøge og formidle nyere tids kulturarv er opmuntrende. Det er vigtigt, at lokalmuseerne er med til at løse opgaven. Men selv nok så megen entusiasme og ny forståelse af museernes opgaver, er ikke nok, hvis vi skal sikre den del af kulturarven, der er ved at forsvinde her på tærsklen til informationssamfundet.

På trods af den decentrale museumsstruktur med dens udbredte formelle og uformelle netværksdannelse vil der forekomme opgaver, hvor en lokal indsats ikke er nok, eller hvor en større, overordnet koordinering af indsatsen vil være nødvendig. Det er karakteristisk for de fleste af museernes hidtidige industrihistoriske undersøgelser, at de har haft lokale virksomheder og forhold som deres fokuspunkt. Det skyldes, at størstedelen af undersøgelserne er udført af museer, der er lokalt funderede og først og fremmest har lokale opgaver at varetage. Det er nemlig ikke lokalmuseernes opgave at undersøge, dokumentere og formidle store landsdækkende udviklingstræk.

De mere eller mindre landsdækkende specialmuseer med industrihistorie som en del af deres formålsparagraf har bl.a. på grund af en uklar kompetence- og ansvarsfordeling ikke hidtil formået at tage teten i dokumentationen og bevarelsen af den industrielle kulturarv.

De forhold, som skal undersøges og dokumenteres, er komplekse og involverer udviklingstræk, hvor mange forhold påvirker hinanden. Nyere teknologi og de tilhørende produktionsformer har netværkskarakter, hvor den ene type af teknologisk aktivitet væver sig ind i den anden. Derfor kan det være svært at overskue og beskrive en udvikling udelukkende ud fra et lokalt perspektiv. Hertil kommer, at mange udviklinger ikke har særlige lokale kendetegn, men forekommer overalt. Der kan således være teknologier eller særlige aspekter ved udviklingen, som ikke forekommer interessante fra en lokal vinkel. Der skal et nationalt perspektiv til for at se betydningen. I situationer, hvor der er tale om store virksomheder og store genstande, kan det være overordentlig vanskeligt at beslutte, hvilke genstande eller bygninger, der skal bevares. Desuden kan selve omfanget gøre, at opgaven ikke kan løses af et lokalt museum.

Mange industrivirksomheder er kendetegnet ved, at de underliggende teknologiske processer er vanskeligt forståelige, men alligevel vigtige for en reel beskrivelse af virksomhedens egenart. Derfor kan dokumentationsopgaver m.v. være umulige at løse forsvarligt uden stor specialviden, og det må erkendes, at denne viden kun i begrænset omfang er til stede i dag.

Situationen er uholdbar

Som påpeget er den voksende interesse hos lokalmuseerne for arbejdet med nyere tids historie en vigtig positiv faktor, hvis man vil hæve arbejdsindsatsen og synliggøre den nyere tids kulturarv. Men oven i de allerede nævnte problemer, som fortrinsvis har deres grund i museumsvæsenets decentrale opbygning, skal vi pege på en række andre faktorer, som gør, at det er vanskeligt at se, hvordan situationen kan blive mærkbart bedre uden nye initiativer:

1. Nationalmuseet har efter museumsloven hovedansvaret for dokumentation og indsamling på nyere tids område. Man har tidligere haft planer om en stor, sammenhængende udstilling om Danmark som industrisamfund, men disse planer blev ikke gennemført. Museet har igennem 1990'erne samarbejdet med lokal- og specialmuseer om flere dokumentationsopgaver af industrihistorisk art, f.eks. af Tuborg, B&W og Kødbyen, og arbejder på en generel udstilling om Danmarkshistorien efter 1660, som er planlagt til åbning i Prinsens Palais i 2001. Her er det imidlertid kun muligt at vise nogle få eksempler på industrihistoriske genstande. Museet råder ikke over udstillingslokaler, som kan rumme mange eller store genstande fra industrien, således at området ikke kan synliggøres. Museet har ikke haft kræfter til at påtage sig en koordinerende rolle i arbejdet med at indsamle og dokumentere.

2. Selve industrialiseringens kerne i form af teknik er ikke stærkt repræsenteret på de kulturhistoriske museer. Danmarks Tekniske Museum i Helsingør har et efter forholdene beskedent budget. I flere år har indsatsen været koncentreret omkring rollen som fly- og trafikmuseum. Museet har ikke været i stand til at påtage sig en samlende rolle i dokumentationen og formidlingen af industrisamfundet.

3. Landets eneste industrimuseum ligger i Horsens; også her er ressourcerne begrænsede, og museet er ikke landsdækkende. Arbejdermuseet i København er landsdækkende i sit virke, men har ikke plads til at vise industriens produktionsforhold.

4. En række nyere specialmuseer prøver at løfte opgaven inden for hver sit område, men de har svært ved at finde en plads i forhold til museumsloven og har ikke ressourcer til at indlede et egentligt samarbejde.

5. Flere velfunderede industrivirksomheder har valgt at lave deres egne, isolerede museumsløsninger, som de holder ude fra statens museumsvæsen (bl.a. B&O, B&W, Carlsberg, Danfoss, Grundfos, LEGO og NKT). Det er i sig selv prisværdigt, men løser ikke den nationale opgave og er ikke med til for alvor at synliggøre området.

6. Den samordning af projekter, der foregår i museernes uformelle samarbejdsgrupper (puljer) samt i Referencegruppen for Nyere Tids Kulturhistorie under Statens Museumsnævn, er ikke stærk. Ingen af parterne har ressourcer eller mandat til at foretage en egentlig samordning eller sikre en synergieffekt.

7. Ingen museer har ressourcer til at løfte store og mere krævende opgaver. Kun sjældent er det muligt for dem at foretage løbende dokumentation af en virksomhed eller en branche. Mange af de ovenfor omtalte dokumentationer af virksomheder er feberredninger på målstregen. Museumsfolkene rykker ud i sidst øjeblik, inden virksomheden drejer nøglen om, og når de det ikke, er det uigenkaldeligt for sent; væsentlige genstande går tabt sammen med værdifuld viden om virksomheder, traditioner og miljøer. Industrisamfundet er blandt andet karakteriseret ved at forandringerne går hurtigt og ledsages af en løbende afvikling af det, som bliver overflødigt. Industrisamfundet er lige så effektivt til at til at bryde ned og slette sine egne spor, som det er til bygge op. Der bliver ikke mange drejebænke at grave ud eller anlæg at blotlægge for fremtidens arkæologer. Drejebænken er smeltet om, og bygningsfundamenterne bulldozet væk.

8. Bevaring af bygninger og fysiske miljøer har i en vis udstrækning været varetaget af Skov- og Naturstyrelsen, som også har peget på de store kulturværdier, der ligger i de såkaldte kulturmiljøer. Men fredningen af kulturminder fra den industrielle fortid har været meget begrænset og foregår tilfældigt og usystematisk. Resultatet er, at forsøg på at frede betydningsfulde bygninger med relation til Danmarks industrialisering eller redde dem fra direkte nedrivning ofte slår fejl. Endnu svagere og sporadisk er den indsats, der gælder de såkaldte bevaringsværdige bygninger, hvor de enkelte kommuner har ansvaret. Og det til trods for de mange byatlas, der er udarbejdet og publicerer i de seneste år.

9. I det netop fremsatte forslag til en ny museumslov er der ikke taget højde for mangelen på ressourcer og koordinering inden for området.

Hertil kommer, at der i offentligheden og kulturdebatten generelt ikke er nogen stor opmærksomhed omkring industrialiseringen og dens betydning for vore livsvilkår. Vi står her over for et paradoks: Alle er enige om, at vore livsvilkår forandrer sig med stor hast. Der er desuden enighed om, at moderne teknologi og industriel udvikling har spillet og vil spille en meget stor rolle for disse omvæltninger. Alligevel er interessen for at undersøge, fastholde og sammenligne sådanne udviklinger meget begrænset.

Der er tale om en negativ spiral. Fordi processerne er komplekse og krævende at beskrive, har den indsats, der hidtil er ydet, kun fremkaldt begrænset opmærksomhed på et nationalt niveau. Det har trods forøget aktivitet på lokalmuseerne gjort det vanskeligt at hæve ambitionsniveauet for museernes arbejde med at bevare, analysere og formidle, hvorfor området fortsætter med at være usynligt i det større kulturbillede. Derfor er det nødvendigt at løfte hele indsatsen op på et højere niveau. Det kan kun gøres gennem en forstærket, koordineret indsats, der dækker hele landet.

En opgave for de kulturhistoriske museer

De danske kulturhistoriske museer besøges årligt af næsten syv millioner gæster, som kommer for at se eller høre om nationen, kulturen eller sig selv. De kommer først og fremmest, fordi de har tillid til, at det, der udstilles eller fortælles om, er vedkommende, pålideligt og dækkende. (Besøgstallene fordelte sig i 1999 således: De kulturhistoriske lokalmuseer: 2,5 mio. De kulturhistoriske specialmuseer: 3,7 mio. Nationalmuseet: 0,6 mio.).

De kulturhistoriske museer formidler historiske emner på en måde, der giver identitet og selvforståelse, lokalt og nationalt. I denne rolle er museernes indflydelse større end deres direkte synlighed i mediebilledet antyder, fordi de gennem mange år har opbygget et enestående forhold til deres publikum. Det er uhyre sjældent, museernes seriøsitet og faglige grundighed anfægtes. I det lange perspektiv overgås museernes betydning som formidlere af historisk identitet sandsynligvis kun af skolernes der i øvrigt behandler emner og formidler synspunkter, som langt hen ad vejen er påvirket af museerne.

Der er således ingen tvivl om, at museerne i Danmark kan spille en rolle og være med til at løse den opgave, som her er skitseret. Men det vil være nødvendigt at give hele området et løft, både med hensyn til indsatsens omfang, dens kvalitet og metode, dens formidling og dens gennemslagskraft.

Behov for en national strategi

Den nuværende indsats står med hensyn til omfang, seriøsitet og dybde slet ikke mål med opgavens omfang og heller ikke med, hvad der gøres i andre lande. Da opgaven kun kan løses gennem en koordineret indsats, er fraværet af en national strategi det største problem. Vi skal derfor opfordre til, at der formuleres en national strategi for, hvorledes kulturarven fra industrisamfundet kan bevares og formidles med styrke, faglighed og gennemslagskraft. Det vil blandt andet forudsætte følgende:

1. Der skal udarbejdes en beskrivelse af den store opgave med at bevare og løbende dokumentere industrikulturen: Hvad er det, vi ønsker bevaret? Hvad er det, vi ønsker fredet? Hvad er det, vi ønsker dokumenteret? I hvilket omfang skal det gøres, i hvilken dybde ønsker vi det gjort, hvordan skal der prioriteres?

2. Der skal laves et konkret forslag til, hvordan opgaverne kan samordnes, koordineres og uddelegeres. Det skal især gøres klart, hvor den centrale styrende og koordinerende funktion skal placeres. Det skal præciseres, hvordan opgaverne kan fordeles mellem de lokale kulturhistoriske museer, de kulturhistoriske specialmuseer, Nationalmuseet og Skov- og Naturstyrelsen.

3. Der skal udarbejdes planer for, hvordan formidlingen af historien om Danmarks industrialisering og Danmark som et moderne højteknologisk samfund kan gøres bedre og mere synlig.

4. Det skal overvejes, hvorledes museernes opgaver kan afgrænses i forhold til andre forskningsinstitutioner. Der skal indføres mekanismer, som fremmer samarbejde mellem museer indbyrdes og mellem museer, arkiver, biblioteker, universiteter og andre forskningsinstitutioner. Både med henblik på forskning og formidling.

5. Det skal overvejes, hvordan resultater af indsamling, dokumentation og forskning kan gøres tilgængelig med større gennemslagskraft, og hvordan der kan skabes større fokus på museernes forskning på området.

6. Der skal udarbejdes forslag til, hvordan museernes personale rustes til bedre at kunne løse disse opgaver.

7. Det skal undersøges, hvor store ressourcer en sådan plan vil kræve, og hvor stor viljen er til at tilvejebringe de nødvendige ressourcer.

Undervejs bør der tages kontakt til vore nabolande for at se, hvordan de arbejder med tilsvarende opgaver.

Der bør udarbejdes en oversigt over, hvad der indtil nu er udrettet af museerne, hvad der er samlet ind af genstande, og hvad der er bevaret af bygninger og miljøer. En del af dette arbejde kan laves med udgangspunkt i det Centralregister for Nyere Tids Kulturhistorie, som er under udarbejdelse. Registeret kan blive et vigtigt redskab i arbejdet med at skaffe sig overblik over de indtil nu opnåede resultater, men det skal påpeges, at registerets eksistens ikke af sig selv vil føre til nogen koordinering og prioritering.

Det skal desuden overvejes, hvordan det værdifulde materiale, der allerede eksisterer, kan gøres lettere tilgængeligt; især med henblik på at hjælpe den videre indsats. Det drejer sig blandt andet om »Industriregistreringen« (Nationalmuseet) og »Nationalmuseets industri-, håndværker- og arbejdererindringer«.